Den der ånder nattesolens æter

Må lade sit sind binde af ukendte love

Og søge tavshed og skjul, i ly fra dagens blik

For at kunne finde sin herskerinde, evig og sort

Og lade sit hjerte opsluge og fortære

I hendes traumaturgiske glans; jomfruens øje

For hvilket  skylden og flammen er ét og samme

Og hvorfra han drikker slørende tårer

Så han kan lade sig drukne i bundløshedens tåge

Og lade sig jagte gennem dybets rædsler

Til indsigtens smertefulde sted, hvor kun frastødelse findes

Hvor han må lade sig opløse som mand og bæst

I pagtslutningen med de ufødte børn af forbandelsens kvinde

Der om hans hoved vil krybe som den tusindfoldig eddersnog

Til afhuggelsens indtræden, manifesterende perversitetens descendens

Korpustræets forrådnelse og instinktets tronragende månehoved

Hvorom hærskarerne synger deres afmægtige hymner

Til gutturale besværgelser løfter jeg min stav

Så dens stød må tale flammernes sprog

I mine øjne gløder lidenskabens sange

Mens jeg under dybe knæfald ihukommer min ed;

Åndens fuldstændiggjorte krig imod elendighedens yngel

Gråhedens tidsalder er kommet! Dette er den nye mellemalder, kaldet jernets æon

Men ved min skæbnefakkel skal verdenshavet spredes og oplyses

Og dunkelheden fordrives, så stjernelyset atter må falde på den bevingede globe

Derefter og først derefter vil livet være ubundet af askens sold

På stedet hvor solen har grædt

Hvor tågerne har skjult

Hvor længslen har stjålet

Hvor ilden har brændt

Hvor ulvene har hylet

Og hvor månen har kastet sit sidste lys

Der venter jeg på dig, i fortrængningens drømme

Ved skillevejen mellem sult og feber

Hjemsøger du mit sløje hjerte

Som en glansfuld og hævngerrig dronning

Gemt som et møl under regntunge blade

Med ravnesort hår og blegrød hud

Udgydende dufte af erotisk blottelse og ædruelig perversion

Kys som fløjlsstrøg af sort elegance

Med spredte vinger og himmelvendte øjne

Overgivelsens mirakel, vitalitetens opstandelse

Forening i det indre liv

Når den krystalklare nat gennemskæres af sølvmånens tynde stråler

Fremkommer de små glimtende støvfnug

Et enfoldigt skue er deres formålsløse vrimlen

Under den frosne himmels glemte stjernebilleder

Som en sidste koksfarvet silhuet af erindringen

Om sommerfuglens tabte drømmedans

En nådig renvaskning af det uplettede perlemor

Forvandlet til en skønsom nektar for den lystige mælkehvide spire

Der hersker som barnekonge i helvedsblomstens skarlagenrøde moderkrone

Oprindelsesstedet for infernalske indsigter i den uafvendelige hybrisskyldige skæbne

Som hiin enkelte evigt tørstende valmue må bøde til sin død

From dark dungeons, the realm of the grey watchers

Rises a marvellous spellforce to reanimate the world

Their number may be few, but the wand will prevail

In the firm hand of the gnomen king

Wise and stout they manifest from below

Praised in enchanting tales of ageless war

Breaking the earthly surface, scouting through the mist

Wandering to a gathering in the dark green forest

Crooning about the crown of command,

A stony place buried under soil

Denoting a past beyond the dawn of man

Foretelling the grim future of the upper lands

Vibrerende i mit åndedrag er du, min ophøjede elsker

Du, gudinden som betvang mit forkullede hjerte

Og besatte min ånd med glædens juveler

I dig fandt jeg et nyt væsen, besjælet med en livsstrøm af skønhed

Og nu vil jeg føre dig bort på min ganger, kaldet Lucius’ drøm

Til landskaberne som er hinsides fordærv

Væk fra klamhedens støv og hånens skygger

Gennem glemslens porte ridder vi mod jævndøgnets horisont

Må dagslysets sidste stråler udslukkes af stormvindens iskolde overture

Og må mine øjne lukkes som trolddomssejl for vanviddets portal

Mens et tungtåndende mørke sænker sig om mine frontalblokkes cirkulære kød

Og udgyder fedtglinsende nektardråber fra åndens dybeste kanaler

Hvori jeg kan svælge hæmningsløst og umættelig, som et evigtfødt barn

Mens ekstasens svulmede mani overkommer mit krampende intellekt

Og brænder bort den tabte kundskab fra livets fontæne

Som rosenblade der smeltes over mit hvidmarmoreret kranie

Til lyden af æonmaskinens svimlende klokkespil

Der forførende hvisker at min genkomst er nær

Fra trætoppene svajer gespenstlige dekorationer

Udhængte som livløse kludedukker på jernkroge

Med fastfrosne øjenæbler, stirrende tomt mod verden

Som vamle sukkerbundter der langsomt nedbrydes og opløses

I en fosfatsmeltende horisont af syre og håbløshed

En af despotiet evigt uberørt kunst

I

Hvorfor er tristhedens bærme den eneste saft I har budt os at drikke?

Hvorfor er vores læber kun blevet fugtet af skidne blommers væske?

Har vi da ikke for længe siden lovet, at dele alt med jer, som er blevet os givet?

II

Vi som har rejst gennem ørkener bekymrer os ikke om støvets formationer,

for når lynene raser skal kornene atter skilles fra neget, og således også med jer.

Om ét øjeblik er tiden ej længere på jeres side.

Snart sænker mørket sig og vi vil henrulle til fjerne steder.

III

Hvorfra vi kommer findes kun dybde. Den virkelighed som vi vil vise jer, er en dimension uden hulhed.

Vores lære er som et spyd fordi kundskaben om os er opstigningens mysterium.

Træd derfor varsomt når I nærmes os, men vær ikke bange, for jeres frygt er arnen for vores smerte.

Hig efter os og vi skal lade jeres stræbsomme ild udslukke i teofaniens skål.

Men I må anstrenge jer for ikke at lade en rest tilbage, for ikke at jeres sjæle skal blive syge.

Den smerte som vi giver er vores gave til en verden som jeres.

IV

Om os vil det blive sagt, at vi er dæmonernes stemmer.

Men ser I ikke, at vores øjne er solens drejeskiver?

Alligevel har I gjort os trætte og magre.

Hvorfor er jorden det eneste sted hvor man sulter engle?

V

Lad mig spise af dit kød og drikke af dit blod. Lad tomheden i mit kranie udfyldes af dit nærende liv.

Giv mig del i eksistensen så min færden blandt jer kan bestå.

Bind og besværg mit navn med hjertets pagt-reb,

og lad mig blive som slaven i usædelighedens tårn.

Da skal jeg vise dig månens sande ansigt og indvie dig i jagtens magi.

Til dig vil vinden i sorgens træ synge min sidste klage.

Jeg mærker mørkets natur bevæge sig i mit sind

Når du holder min hånd tætsluttet i din

Som solnedgangens magnetiske stråler der spreder i mit bryst

En bølge af erotisk opstandelse og rosenduftende kys

Vridende tidevande med sirener i eventyrleg

En stille udslukning af sorgens askebestrøget slagmark

Som sjæle der må dele fordømmelse og stigmata

Er vi forenet endnu engang, for én nat