Genkomst
Må dagslysets sidste stråler udslukkes af stormvindens iskolde overture
Og må mine øjne lukkes som trolddomssejl for vanviddets portal
Mens et tungtåndende mørke sænker sig om mine frontalblokkes cirkulære kød
Og udgyder fedtglinsende nektardråber fra åndens dybeste kanaler
Hvori jeg kan svælge hæmningsløst og umættelig, som et evigtfødt barn
Mens ekstasens svulmede mani overkommer mit krampende intellekt
Og brænder bort den tabte kundskab fra livets fontæne
Som rosenblade der smeltes over mit hvidmarmoreret kranie
Til lyden af æonmaskinens svimlende klokkespil
Der forførende hvisker at min genkomst er nær
