Uset kom du til mig fra dunkle skygger

Dugfrisk og våd, uden en plet af skam

Og modtog fra mig, som altid har beskuet dig

Under månens nattelige lys

Mine brændende frø

Mens du holdte mig fanget i klør af lyst

For at vi sammen kunne bestøve tørhedens verden

Og dele nektarens hemmelige velsignelse

Men trolddommens omfavnelse ophørte

Da livets hjertebrand lod sig slukke

Af nærrige sjæle fra tomhedens brønd

Derfor tilbeder og rider jeg nu

På hende som kaldes mørkets sno

Frygtens dronning og dragens engel

I hendes vold er jeg givet til tidernes ende

Til hendes skød kryber jeg skyldløs

Og for hendes fødder kaster jeg mine kys

For at min ånd må bortskylles af glemslens flod

Så en kødfuld frugtbarhed kan avles på ny

Og sorgens hylstre opløses

I hendes edderkrone, syvfoldighedens segl

Planter jeg igen mine længslers frø

Mens jeg klamrer mig til hendes infernalske tronestol

Hun er som juvelen i vildskabens blødende haver

Hvorfra safter udflyder som sommerens lysninger

Som jeg drikker for at falde i søvnens søvn

For afdækningen af mørkets slør

Og penetreringen af dødens mysterium