Vibrerende i mit åndedrag er du, min ophøjede elsker

Du, gudinden som betvang mit forkullede hjerte

Og besatte min ånd med glædens juveler

I dig fandt jeg et nyt væsen, besjælet med en livsstrøm af skønhed

Og nu vil jeg føre dig bort på min ganger, kaldet Lucius’ drøm

Til landskaberne som er hinsides fordærv

Væk fra klamhedens støv og hånens skygger

Gennem glemslens porte ridder vi mod jævndøgnets horisont