Må dagslysets sidste stråler udslukkes af stormvindens iskolde overture

Og må mine øjne lukkes som trolddomssejl for vanviddets portal

Mens et tungtåndende mørke sænker sig om mine frontalblokkes cirkulære kød

Og udgyder fedtglinsende nektardråber fra åndens dybeste kanaler

Hvori jeg kan svælge hæmningsløst og umættelig, som et evigtfødt barn

Mens ekstasens svulmede mani overkommer mit krampende intellekt

Og brænder bort den tabte kundskab fra livets fontæne

Som rosenblade der smeltes over mit hvidmarmoreret kranie

Til lyden af æonmaskinens svimlende klokkespil

Der forførende hvisker at min genkomst er nær