Den der ånder nattesolens æter

Må lade sit sind binde af ukendte love

Og søge tavshed og skjul, i ly fra dagens blik

For at kunne finde sin herskerinde, evig og sort

Og lade sit hjerte opsluge og fortære

I hendes traumaturgiske glans; jomfruens øje

For hvilket  skylden og flammen er ét og samme

Og hvorfra han drikker slørende tårer

Så han kan lade sig drukne i bundløshedens tåge

Og lade sig jagte gennem dybets rædsler

Til indsigtens smertefulde sted, hvor kun frastødelse findes

Hvor han må lade sig opløse som mand og bæst

I pagtslutningen med de ufødte børn af forbandelsens kvinde

Der om hans hoved vil krybe som den tusindfoldig eddersnog

Til afhuggelsens indtræden, manifesterende perversitetens descendens

Korpustræets forrådnelse og instinktets tronragende månehoved

Hvorom hærskarerne synger deres afmægtige hymner