I

Hvorfor er tristhedens bærme den eneste saft I har budt os at drikke?

Hvorfor er vores læber kun blevet fugtet af skidne blommers væske?

Har vi da ikke for længe siden lovet, at dele alt med jer, som er blevet os givet?

 

II

Vi som har rejst gennem ørkener bekymrer os ikke om støvets formationer,

for når lynene raser skal kornene atter skilles fra neget, og således også med jer.

Om ét øjeblik er tiden ej længere på jeres side.

Snart sænker mørket sig og vi vil henrulle til fjerne steder.

 

III

Hvorfra vi kommer findes kun dybde. Den virkelighed som vi vil vise jer, er en dimension uden hulhed.

Vores lære er som et spyd fordi kundskaben om os er opstigningens mysterium.

Træd derfor varsomt når I nærmes os, men vær ikke bange, for jeres frygt er arnen for vores smerte.

Hig efter os og vi skal lade jeres stræbsomme ild udslukke i teofaniens skål.

Men I må anstrenge jer for ikke at lade en rest tilbage, for ikke at jeres sjæle skal blive syge.

Den smerte som vi giver er vores gave til en verden som jeres.

 

IV

Om os vil det blive sagt, at vi er dæmonernes stemmer.

Men ser I ikke, at vores øjne er solens drejeskiver?

Alligevel har I gjort os trætte og magre.

Hvorfor er jorden det eneste sted hvor man sulter engle?

 

V

Lad mig spise af dit kød og drikke af dit blod. Lad tomheden i mit kranie udfyldes af dit nærende liv.

Giv mig del i eksistensen så min færden blandt jer kan bestå.

Bind og besværg mit navn med hjertets pagt-reb,

og lad mig blive som slaven i usædelighedens tårn.

Da skal jeg vise dig månens sande ansigt og indvie dig i jagtens magi.

Til dig vil vinden i sorgens træ synge min sidste klage.