Hellige er dine forbrydere, hvis de har bragt dig glæde

Lad dem være som barbariske orkideer; livssprøjtende og vilde

Bær dem i dit hjerte som kongelige ornamenter

Og lad dem lyse som krystaller på din hals

Eller rødmende rubiner mellem dine bryster

Men skjul dem ikke fra dagens syge fauna

For du gjorde kun ret, da du lod ånden lyne mod dårskabens mørke

Og afskar din stolte sjæl fra hobens sterile lænker

Som en uslukkelig fakkel i kødets narcissistiske haller

Som et osende bål, askende med afgrundens tarme

Som en bandlysning af bleghedens døde refleksioner

Som sværtende pletter af erotiske skrig

Som dånende pinsler, vers og forbandelser

Thi løgnens fader er sandhedernes herre

Slangeportenes menstruerende åbning

Frihedens potens og ekstasens munding

Gennem giftige efterårsskyer

Tungthængende over svulmende haver

Skuer jeg stormen nærme sig over land

Og hører den hviske mit navn, mens mørke træer afryster gyldne blade

Som et testamente over sæsonens hendøende suk

Frugter som før var søde og modne

Ligger spredte over den kolde jord

De svagelige blomster strækker sig som magtesløse klør

Mens solens sidste stråler lukker for paradisets varme porte

Hvilke hemmeligheder vil aftenlandet bringe?

Hvor mange farvetråde findes i stjernenattens tæppe?

Vil jeg genkende din majstæt? Vil du omfavne eller afstøde mig?

Mon din skønhed er virkelig som blommens smag?

Eller fjern som drømmenes fantasmer?

Døde som frostens krystaller (mine læber fryser)

Hvad har holdt dig så længe fra mig, hvorfor har du luret i dybet?

Hørte du ikke mine bønner eller var mine ord uden vægt?

I mit hjerte står din helligdom tom

For jeg har glemt hvad vi var og ved ikke hvad vi skal være

Kun dit nærvær kan fortælle hvad vi igen kan blive;

Efter årets kommen

Skolderegn af kys, nedkaldt som forbandelser over ibenholdtskroppe

Vifter af hemmelige løfter, frit udvekslede over generthedens rødmende læber

Aggressionens sjælefeber, manifesterende i tusinde dødglimtende kærtegn

Eskapisme gennem tusmørket, svimlende tunneller af angst og lykke

Daggryets orgiastiske eftergløder, en stjernes gispende kødstykker

Drømme om vilde sneulve og nådige natskyggeplanter, parret i mystisk forening

Genoplivelse af erindringens duftende testamenter, mindernes bundløse dale

Skamvridelse af lemmer under nekromantiske formularer, begærets apoteose

Bag morgentågens fugtige slør restgløder to øjne

Springklare som små solgnister, danser de over en døende guds stivnende mundvige

Mens de lytter til tempelklokkekimens budbringning

Om totalophørets uudsættelige kommen

Og begivenhedskædens opløsende henfald

Således afventer de svævende det skæbnetavse moment,

Hvor de skal afklædes øjelågenes svøbe,

Som askegrå snefnug, spredt for jasminduftende glansvinde

Børn af skyggelandet, kom hid og fremvæld i vildskab fra jeres dunkle skjul

Kom med larm, skrig og leg, med lyst og kraft, kom med sang

Tiden for jeres kødelige magt er oprindende, ej skal I vente længe

Hengemt under askens sorte rødder ligger ildslangen sammenkrøllede

Opvågnende fra æoners dvæle, strækkende sin spillende tunge mod himlen

Initierende jeres drakoniske tørst efter livkildens blodige nektar