Men ved min skæbnefakkel skal verdenshavet spredes og oplyses.

Og dunkelheden fordrives, så stjernelyset atter må falde på den bevingede globe.

Derefter og først derefter vil livet være ubundet af askens sold.

Den der ånder nattesolens æter. Må lade sit sind binde af ukendte love.

Og søge tavshed og skjul, i ly fra dagens blik. For at kunne finde sin herskerinde, evig og sort.

Og lade sit hjerte opsluge og fortærer. I hendes traumaturgiske glans; jomfruens øje.

For hvilket  skylden og flammen er ét og samme. Og hvorfra han drikker slørende tårer.

Så han kan lade sig drukne i bundløshedens tåge. Og lade sig jagte gennem dybets rædsler.

Til indsigtens smertefulde sted, hvor kun frastødelse findes.

Hvor han må lade sig opløse som mand og bæst.

I pagtslutningen med de ufødte børn af forbandelsens kvinde.

(Uddrag fra digtet Natteskind)