Mod brusen fra dine nøgne kyster længes min træge sjæl

Med et bryst sviende fra hugormes bitre edderstik

Gennemblødt og slagen, syg af krigens rædsel, udbrændt af strid

O, skænk mig dog trøsten fra legendernes reminiscenser

Lad mig dvæle ved en sidste opblomstring af frodighedens skove

Sangen om hvorfra hiin konge opstod, uforfærdet afskæbne og død

Kæmpende for den delte trone, overvindende splittelsens rige

Men hvor fejlende var de arkaiske triumfer ikke?

En nedbrydelse af ånd gemt bag blæksorte pestmærker

Ak, ingen tårer kan optøe frostens iskolde hjerte

Forlad mig nu, som tomme ekkoer af fjerne tordenskrald