Gennem giftige efterårsskyer

Tungthængende over svulmende haver

Skuer jeg stormen nærme sig over land

Og hører den hviske mit navn, mens mørke træer afryster gyldne blade

Som et testamente over sæsonens hendøende suk

Frugter som før var søde og modne

Ligger spredte over den kolde jord

De svagelige blomster strækker sig som magtesløse klør

Mens solens sidste stråler lukker for paradisets varme porte

Hvilke hemmeligheder vil aftenlandet bringe?

Hvor mange farvetråde findes i stjernenattens tæppe?

Vil jeg genkende din majstæt? Vil du omfavne eller afstøde mig?

Mon din skønhed er virkelig som blommens smag?

Eller fjern som drømmenes fantasmer?

Døde som frostens krystaller (mine læber fryser)

Hvad har holdt dig så længe fra mig, hvorfor har du luret i dybet?

Hørte du ikke mine bønner eller var mine ord uden vægt?

I mit hjerte står din helligdom tom

For jeg har glemt hvad vi var og ved ikke hvad vi skal være

Kun dit nærvær kan fortælle hvad vi igen kan blive;

Efter årets kommen