Da jeg var barn, så jeg jeres ansigter; leende og smilende, men nidkære.

Jeg rakte mine hænder ud mod jer, men der var en afgrund mellem os; et bundløst dyb mellem verdener.

En tærskel som jeg vidste, aldrig kunne overtrædes.

Vel forstod jeg, at I fandtes for mig.  Men jeres nærhed var mig fremmed.

Og en dag fortonede jeres stemmer sig i en grå hvirvel, hvor latteren blev blandet med støj og gråd.

Jeg, der nu var adskilt fra de levendes sfære, måtte begynde min lange vandring gennem natten.

Uden nogen at følges med, uden nogen at dele med. Uden trøst og uden glæde.

Uden mål, uden mening og uden fremtid. Men aldrig uden savn.

Til ødelandets endepunkt.

Og efter et levede liv uden lyst for resultat, afventer jeg tålmodigt dødens kommen.

Lad det være en ensom undergang i en pøl af drukkenskab, poesi og hor.

Eller lad det være en hvilestedelse på den regnvåde muld.

Hvad vedkommer det mig?

Jeg er ridderen af det gule kors; en portalfigur.

Mit skjold prydes af slangen og liljer, underverdenens insignier.

Hør mine ord for trætheden og leden er mig overvældende

Fratag mig blodets tomme trøst i denne onde stund

Hvor rastløsheden smerter min ånd og gråden stikker mit øje

Mærk dig, at mit hjerte er slidt i stykker

Af sorgens, hadets og længslens uforløste vrede

Alt føles som en evighed spildt i livets teater

Og nu venter kun dødens blomsterbad; aftensolens forsvinden

I horisontens afbrændte himmel skuer jeg min ende

Mørkets fremvælde, et lyksaligt moment

Like a dragon that flies into a sky so very dark

Before a sunset so very bright

Such is my belief in you

Such is my longing for you

And such is my love for you

And no ocean could ever devour

A single drop of the blood that I would spill

Nor could all the stars account for my tears

If I should ever loose you

For there is a pandemonium and there is a warlock

And he loves you in interior

And he loves you from exterior

As a gem of breathless beauty

As a miracle far beyond divinity

O fuldstændiggjorte kvinde, rendyrket rovdyr!

I dig dvæler instinktets vildskab

Mørke skøge, bæstets betvinger

Min perleblege Persephone, opstig fra Hades dyb

Kom og bryd uværdighedens møgbeskidte segl

For ingen klerk skal forpeste min vej

Fugt da min tunge med dine bitre væsker

Og indfør mig i din ondskab, som kun de få kan kende

Du er dødskoret i mine drømme og tårerne på mine kinder

Ekstasen i mine svimlende skrig

Altoversvømmende Binah, os kan ingen adskille

Sammen kan vi udrydde dem alle, hver og en

Om du vil, sønderdrive dem i blinde og hejse dem på jernpæle

Hvis blot du vil! Befal og jeg skal tjene!

Vores enhed er en og evig, min syndige Eva

Skænk mig dit mørke hjerte og indsmelt min sjæl i dine ildfulde øjne

Lad mig så bærmens sædekorn  i dit inderste indre

Min englemagerske, løs dit kød for mig og sluk min tørst

Efterlad mine fjender livsløse og nedbrudte

Bring mig til en verden af renhed og stedsekold vinter

Kom til mig som den sorte Madonna!

Og skænk mig indsigt i dine okkulte mysterier

Kom til mig som den gamle Tiamat!

Og vederkvæg mig med fugten fra den syvende stjerne

Kom til mig som den skrigende Lilith!

Og bring verden til ende for en ny kan opstå

Kom til mig som den blødende Akasha!

Og skænk mig evighed i dødens tempel

OAI Mater noir! OAI Mater noir!

Åben din favn og lad legionerne fremvælde

Ved dine mægtige børns anstrengelser skal himmelporten falde

Vær som den lystfulde jomfru, hengivet til hor

Og indsvøb mig i dine besmittende synder

Må hunulvens sekret være min sakrale nektarkilde

Betræd, betramp, opæd og opslug min famlende ånd

Fra dit kraniehøje tronesæde i rædslernes livmoder

Tag min hånd under nattefaldet

Som du tog den ved drømmens begyndelse

Lad mig forføre af dine silkebløde lemmer

Hvisk mig dine mørke befalinger

Sødmende gift mellem lidenskabelige kys

Du som er kvinden min under venen

Fruen med de tåreblødende øjne

Midsommerregnens gudinde

Mit hjertes kronende og erobrende heroine

Afklæd mit økumeniske snavs

Og vie mig til dit ukendte snelandskab

Udødelighedens søvn

I nat udhældes sentimentalitetens løfter i løgnens afløb

Og fortrydelsens byrder kvæles i grådens vugge

Thi jeg befinder mig et sted hvor selv stjernerne nægter at kaste lys

Hvorfra jeg bekender min forfærdelse over dette jordiske liv

Idet jeg vedgår at være den som dvæler uden guds nåde

At være den som har indsvøbt sit hjerte i afgrundkvindens blæksorte skød

I hendes utøjlelige kødport; eksistensens ludergrav

Og til hende, den evigt utilgivende, som kun kender nedbrydningens kunst

Dedikerer jeg mine venebånds splittende blodserenader

Således ombølget af nattesværme og indsvøbt i krasse væsker

Fremstår hun nu for mig, Djævlen, aldrig så yndefuld; med frostblå øjne og blomstrende kinder

Tilbydende sit varme blod, henkogende i pagtens trolddomskalk

Og hun siger:

Frygt ikke, min sørgende prins, for åndedragets begravelse eller hudens ælde

Thi gnisternes hemmeligheder er mine

Og med dig vil jeg dele flammernes gaver

Jeg skænker dig hvad der regnes for kongernes skæbne

Og gør dig et med ilden hvorfra du udgik og hvor du evigt skal tilgå

Åbningen af kraniets port er som en devasterende stjerne

En skæbnesvangre indfrielse af løftets feberbrand

En blasfemisk øjelammelse ristet i lyksalighedens kød

En bortsmeltning af vantroens ansigt som silkehudens ligklæde

En besegling af stødet  fra nattesolens sidste offer

En kadavervoldtægt begået af jadeskinnende engle

En penetrering af leende blodperletæpper

En plyndring fra triumfens evige kapel

En fremholdelse af gudens afhuggede hoved

En beruselse i stjernetilslørende spasmer

En sansning af æonernes defilerende hypostaser

Med øjne fulde af morderiske forbandelser sagde Lathanders’ forkullede datter:

“Jeg så solnedgangen voldtage lyset og drikke mit gyldne liv

Derfor skal I dvæle i kolde grave og die fra lidelsens floder

Min smertende tavshed skal fra nu være jeres bønners eneste svar

Kun ved Elminsters mellemkomst kan I finde frelse

Derfor; lad ham bringe mig ofre og lade ham besynge mine mysterier

I hans stav vil jeg indgyde min sidst kraft, glødernes perler

Hægt jer ved hans skarlagenkåbe og lad ham udlede jer fra mørkets labyrinter

Som blinde ånder skal I følge hans væsen mod morgenrødens land”

Men Petyr løftede sin stjernehammer og skreg i vrede:

“Elendige kælling, hvorfor straffer du os for vores mod?

Marcherede vi ikke under din Faders skjold, solens paragon, har vi ikke givet dig alt?

Og spildte vores børn ikke deres blod for din ære? Se på mig, giftige tæve!

Til helvede med dig, skamfulde skøge; du som har forladt dit folk i nødens time

Kun vil jeg leve for at mit had til dig kan gro!

Du som faldt fra himlens vinger; du som spyttede på dine udvalgte

Du som lod løgnens orme opæde vores hjerters tro

Du som udslukkede håbets fakkel og nedbrændte vores fremtid

Jeg fornægter dig, i Lathanders’ hellige navn, forsvind afskyelige drage!

Og tag med dig Elminster, slavernes tyran, aldrig vil vi bukke for hans idiotiske gren

Hvilken sygelighed har forledt vores Frue til så ond en vilje?”

Hvorefter han sank grådkvalt sammen under månens stråler

Omkring ham sad de tilbageværende fæller, forstummede og opgivende

Alle vidste de, at hans ord var forgæves. Intet kunne omgøre deres skæbne

Tænk om Lathander havde vidst, at det skulle gå hans datter og hendes mænd sådan

Men nu var det for sent. End ikke den blodklædte olding kunne stille noget op

Også ham havde Petyr bespottet – og ej uden grund

For vel havde Petyr ret, vel havde de lidt og vel havde Fruen dømt dem uretfærdigt

Men hvorfor havde Faderen ikke grebet ind; hvorfor havde han ladet hende misbruge dem?

Hvad skulle meningen være med alt dette; hvorfor var kaosguden den evigt sejrende?

Fra østerlandets magere fik vi overleveret kunsten

Som friske celler mod en voksende sygdom

Selv nattens sol afgav sine stråler, uden skrupler eller tavse beklagelser

For at genvende den verden, som forsvandt fra os

For at helbrede vores sorgfulde hjerter

Så glæden atter kunne spire fra smertens dybder

I en regn af små purpurfarvet mirakler

Fremsprang en lidenskabelig blødning

Som en bleg spejling af daggryets glans

Overvindende et rædslens mysterium hinsides visdom og kløgt

Som kun den enfoldige ikke tør frygt

Et kadavertårn af ubesmittede skyld

Som nekrotiske tunger i masturberende grave

Beretter stjernerne om himlens fraværende bryn

En forkrybningens engel tager sæde i hordernes stol

Skamferet til stål af glanslyn gennem hylende skove

Blandet og bundet i pagtens vildtlevende temperament

Hjerternes blottelse og slægternes forfald

Den unge gud i ridt mod primordial suverænitet

Bestråles af jærtegn i den famlende solnedgang

En opvågning fra forbandelsens hvilestedelse