Kaos i den gamle verden; Lathanders fald

Med øjne fulde af morderiske forbandelser sagde Lathanders’ forkullede datter:

“Jeg så solnedgangen voldtage lyset og drikke mit gyldne liv

Derfor skal I dvæle i kolde grave og die fra lidelsens floder

Min smertende tavshed skal fra nu være jeres bønners eneste svar

Kun ved Elminsters mellemkomst kan I finde frelse

Derfor; lad ham bringe mig ofre og lade ham besynge mine mysterier

I hans stav vil jeg indgyde min sidst kraft, glødernes perler

Hægt jer ved hans skarlagenkåbe og lad ham udlede jer fra mørkets labyrinter

Som blinde ånder skal I følge hans væsen mod morgenrødens land”

Men Petyr løftede sin stjernehammer og skreg i vrede:

“Elendige kælling, hvorfor straffer du os for vores mod?

Marcherede vi ikke under din Faders skjold, solens paragon, har vi ikke givet dig alt?

Og spildte vores børn ikke deres blod for din ære? Se på mig, giftige tæve!

Til helvede med dig, skamfulde skøge; du som har forladt dit folk i nødens time

Kun vil jeg leve for at mit had til dig kan gro!

Du som faldt fra himlens vinger; du som spyttede på dine udvalgte

Du som lod løgnens orme opæde vores hjerters tro

Du som udslukkede håbets fakkel og nedbrændte vores fremtid

Jeg fornægter dig, i Lathanders’ hellige navn, forsvind afskyelige drage!

Og tag med dig Elminster, slavernes tyran, aldrig vil vi bukke for hans idiotiske gren

Hvilken sygelighed har forledt vores Frue til så ond en vilje?”

Hvorefter han sank grådkvalt sammen under månens stråler

Omkring ham sad de tilbageværende fæller, forstummede og opgivende

Alle vidste de, at hans ord var forgæves. Intet kunne omgøre deres skæbne

Tænk om Lathander havde vidst, at det skulle gå hans datter og hendes mænd sådan

Men nu var det for sent. End ikke den blodklædte olding kunne stille noget op

Også ham havde Petyr bespottet – og ej uden grund

For vel havde Petyr ret, vel havde de lidt og vel havde Fruen dømt dem uretfærdigt

Men hvorfor havde Faderen ikke grebet ind; hvorfor havde han ladet hende misbruge dem?

Hvad skulle meningen være med alt dette; hvorfor var kaosguden den evigt sejrende?