I nat udhældes sentimentalitetens løfter i løgnens afløb

Og fortrydelsens byrder kvæles i grådens vugge

Thi jeg befinder mig et sted hvor selv stjernerne nægter at kaste lys

Hvorfra jeg bekender min forfærdelse over dette jordiske liv

Idet jeg vedgår at være den som dvæler uden guds nåde

At være den som har indsvøbt sit hjerte i afgrundkvindens blæksorte skød

I hendes utøjlelige kødport; eksistensens ludergrav

Og til hende, den evigt utilgivende, som kun kender nedbrydningens kunst

Dedikerer jeg mine venebånds splittende blodserenader

Således ombølget af nattesværme og indsvøbt i krasse væsker

Fremstår hun nu for mig, Djævlen, aldrig så yndefuld; med frostblå øjne og blomstrende kinder

Tilbydende sit varme blod, henkogende i pagtens trolddomskalk

Og hun siger:

 

Frygt ikke, min sørgende prins, for åndedragets begravelse eller hudens ælde

Thi gnisternes hemmeligheder er mine

Og med dig vil jeg dele flammernes gaver

Jeg skænker dig hvad der regnes for kongernes skæbne

Og gør dig et med ilden hvorfra du udgik og hvor du evigt skal tilgå