Fra østerlandets magere fik vi overleveret kunsten

Som friske celler mod en voksende sygdom

Selv nattens sol afgav sine stråler, uden skrupler eller tavse beklagelser

For at genvende den verden, som forsvandt fra os

For at helbrede vores sorgfulde hjerter

Så glæden atter kunne spire fra smertens dybder

I en regn af små purpurfarvet mirakler

Fremsprang en lidenskabelig blødning

Som en bleg spejling af daggryets glans

Overvindende et rædslens mysterium hinsides visdom og kløgt

Som kun den enfoldige ikke tør frygt

Et kadavertårn af ubesmittede skyld