Werwolf

Selv den mand hvis sjæl er ren som sne

Den som rettidigt har bedt sine bønner

Og i fromhed fulgt troens tunge bud

Han kan forvandles til en savlende ulv

Under vintermånens jomfruelige lys

Hvor underdanighedens fernis afbrændes

Og jagtlysten opvækkes af drukkenskabens vilde rus

Mens lemlæstende klør forsøger at itu- og oprive

Hjertets tidselbegroede gravkammer

I transformationens sakramentale smerte

Som et uudslukkeligt blodskummende mareridt

Der fortoner sig i svimlende udskrig

Mod skumringens giftsydende himmel

Verdensbrand

Fra flammerne udgik et dragebæst

Med ti diadembesatte horn

På syv bespottelige hoveder

Alle disse er hans og flere endnu

Hans vilje skal verdens fyrster føje

Og menneskene bøje sig i taksigelse

For livets kode som er hans gave;

Lynende intelligens, uophørlig krig og endeløs skønhed

Skabelsens kunst og undergangens symfoni

Den altfortærende verdensbrand

Valkyrieridt

Fra den bundløse urmasse

Lad hendes underfulde kaos fremvælde

Og lad giftvindene skabe hende på ny

Med anråbelsen fra de mørke magere

Hvis kød er gennemblødt af hendes utugtige væsker

Således må hun genkomme, som en storm der knuser æonernes ikoner

Med en vingebasken der spreder elendighedens evangelium

En foragtelig og frygtindgydende gudinde; en nyopstanden valkyrie

Der kaster de ynkeliges skaller som bytte for ådselshunde

For hun er som en verden uden ende; ombejlet og elsket af jordens fyrster

I hendes øjne glimter skumringens mysterium

Som et mørke der fortærer de grådkvaltes himmel

Således vil hun jagte dem i inderlig vellyst

Med bloddrypende lynspyd på skrækindjagende hingste

Som en kvælende hjertetørst mod den altopslugende afgrund

Et dundrende helvedsridt der tordner over træghedens dødsmarker

Under hornmånens flammeblændende krigsbanner

Vil hun udgrave og nedsluge livmoderens slaveyngel

Og drukne dem i betændelsens svøbe

Med dæmoner som hænger diende fra hendes frugtbare vorter

Som kronvidner om nattekunstens hellige akt;

verdensvældets overgang

Tågefavn

Nyd med mig vinen fra Bacchus vilde fontæner

Og lad os sammen lytte til tordenens vrede

Jeg er forelsket og paralyseret, o min nymfe-pirrende Afrodite

Snarere foretrækker hjertet døden end at miste din legende gunst

Her ligger vi beruset som leende roser, men hverken ødelagte eller forbrændte

Med bankende hjerte og lynende puls

Indsvøbte i tågernes silkebløde favn

Søvnens søvn

Uset kom du til mig fra dunkle skygger

Dugfrisk og våd, uden en plet af skam

Og modtog fra mig, som altid har beskuet dig

Under månens nattelige lys

Mine brændende frø

Mens du holdte mig fanget i klør af lyst

For at vi sammen kunne bestøve tørhedens verden

Og dele nektarens hemmelige velsignelse

Men trolddommens omfavnelse ophørte

Da livets hjertebrand lod sig slukke

Af nærrige sjæle fra tomhedens brønd

Derfor tilbeder og rider jeg nu

På hende som kaldes mørkets sno

Frygtens dronning og dragens engel

I hendes vold er jeg givet til tidernes ende

Til hendes skød kryber jeg skyldløs

Og for hendes fødder kaster jeg mine kys

For at min ånd må bortskylles af glemslens flod

Så en kødfuld frugtbarhed kan avles på ny

Og sorgens hylstre opløses

I hendes edderkrone, syvfoldighedens segl

Planter jeg igen mine længslers frø

Mens jeg klamrer mig til hendes infernalske tronestol

Hun er som juvelen i vildskabens blødende haver

Hvorfra safter udflyder som sommerens lysninger

Som jeg drikker for at falde i søvnens søvn

For afdækningen af mørkets slør

Og penetreringen af dødens mysterium

Søgen mod Askelandet

Under fuldmånens orange skær

Står jeg stille for at ære din skjulte skønhed

Du som rummer al trolddom, indsigter intet menneske kan vinde

Sandheder hinsides bevidsthedens dybdeblødende tærskel

Og dog vover jeg at betræde din glimtende sti

På min rejse mod askelandet, sulten mellem de hungrende sjæles gab

Alt dette for at finde dig, min blege dødemagerske

For at mærke din kolde hånd mod min tavse kind

Stormens datter

Vidunderlige datter af stormen!

Du som ridder overskævs på himlens mareridt

Du som har vinger af flammende lyn

Vidunderlige datter af stormen!

Du som tordner gennem kolde snenætter

Du som svæver højt mod frostmånens glimtende ansigt

Vidunderlige datter af stormen!

Du som bringer rastløshedens stjernehyl

Du som lyser før daggryets genkomst

Vidunderlige datter af stormen!

Du som behersker sejdens hemmelige kunst

Du som bærer krystallernes indsigt

Vidunderlige datter af stormen!

Du som opløser sorgens tåger

Du som har erobret isens scepter

Vidunderlige datter af stormen!

Blæs din vind over min verden!

Skyggekvinde

I hendes tomme kolde øjne findes kun

Forråelsens klagende gråd

Et flakkende smerteblik

Vigende som nervøse bølger

En kvælende uro

Ved frygten for begivenhedens genkomst

De uophørlige maniske skrig

Dundrende gennem tomme sale

Fra en rastløs skyggekvinde

Vandrende som en lysflamme i blæst

Med moderhjertet pint af sorg

Trælbundet af fortidens lænker

Søger hun forgæves efter barnets kald

I trøstløs vildfarelse over tidens hav

Hungrende efter blodhævn

Lammer hun enhver som indtræder

Med rædselsvækkende syner

Selv den uforskyldte må bøde med sin forstand

Ved mødet med hendes frysende ånd

Skamhedens ild

Kalkens kvinde, jeg anråber dig!

Spred dine ben og åben porten til dit menstruerende tempel

Lad mig indtrænge mellem dine kosmiske pyloner

Og bortskyld kedsomhedens støv fra mine trætte skuldre

Opløft mig til dine bjerges blødende tinder

Og lad mig svæve højt over dødelighedens rasende tyfoner

Giv mig lov til at drikke fra livets saltholdige alterblod

Døb mig i de ferske strømme fra apsishjertets sorte vener

Spid mit kød på dit skæbnespyd og hæng min sjæl til tusinderigets symfoni

O skarlagenbrændende løvinde, bad mig i skamhedens ildkilde

Serenade til død engel

Mine tusinde løfter om kærlighed

Udgrædt over hendes tavse grav

Hvert eneste forgæves og spildt

Intet kan ændre, at man stjal en engel fra mig

Rev hende bort fra min varme favn

Voldført hende fra jordlivets glæder

Men i mine drømme er hun evigt skøn

Og for hende vil jeg synge med de døde

Som en digter der hvisker serenader til den kolde vin

Aldrig vil hendes navn svinde bort fra mine læber

Min grædende engel, du som er tabt for evigt

Ingen himmelske magt kan vaske bort min smerte

Ved mindet om dit sartblomstrende ansigt

Og dine lysende blå øjne

Der betog mit blik med berusende kraft

Og kunne jeg ved trolddom vælge

Da ville jeg langt hellere selv være død

End at miste en som dig igen

For et liv uden dig er kun lidelse